Fremtidens proteinbarer

er fremstillet af insekter

Malena Sigurgeirsdóttir og Jessica Buhl-Nielsen vil med deres fødevarevirksomhed, Wholi, have os til at spise mere bæredygtigt og få øjnene op for insekters mange fordele for vores sundhed. Det gør de blandt andet med deres snacks, ”daresquares”, som indeholder buffalo-ormemel og fårekyllingepulver.

Malena Sigurgeirsdóttir er alene i start up-kontoret i Københavns Nordvestkvarter i dag. Makkeren Jessica holder en velfortjent ferie efter et hæsblæsende år i den lille fødevarevirksomhed Wholi, hvor missionen er, at vække danskernes smag for mad med insekter i.

Islandske Malena Sigurgeirsdóttir spiste insekter for første gang, da hun som 18-årig var rejst til Tanzania for at arbejde som frivillig. Hun var overrasket over, hvor stor en del af de lokales kost, der bestod af de vitamin- og proteinrige insekter, og hvor godt insekterne smagte, da hun selv fik muligheden for at smage.

”De var fulde af smag, og alle mine fordomme blev gjort til skamme. Samtidig fik jeg her en nem kilde til protein, som jeg som vegetar havde manglet, og min blodmangel forsvandt, da jeg begyndte at spise insekter. Det fik jeg lyst til at blive klogere på, så da jeg kom hjem søgte jeg ind på en uddannelse, hvor jeg kunne arbejde med spiselige insekter,” siger hun.

Stor værdi for både sundhed og miljø
Og ifølge Teknologisk Institut giver det rent faktisk rigtigt god mening at kaste sig ud i at spise insekter. For med verdens stadigt stigende befolkning er behovet for at producere fødevarer mere presserende end nogensinde. Og her er insekter en effektiv og næringsrig kilde til at mætte fremtidens mange munde.

Insekter indeholder mange sunde fedtsyrer, ligesom deres proteiner kan blive en vigtig del af kosten, især for unge mennesker i voksealderen og for ældre mennesker.
Det er også mere sikkert at spise insekter i den forstand, at insekter ikke kan overføre sygdomme til mennesker, som det er tilfældet med eksempelvis fugle- eller svineinfluenza.

Og så er det miljømæssigt betydeligt mere skånsomt at producere end kød. Produktionen af insekter udleder 100 gange mindre CO2 end produktion af kvæg, og ud fra 10 kilo foder kan man producere 4,5 kilo melorme, mens man blot kan mætte to et halvt kilo gris og så lidt som halvandet kilo kvæg.

”Folk skal turde spise insekter, for det giver rigtigt god mening for dem. En tredjedel af jordens befolkning spiser allerede insekter, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det her i Europa?” siger Malena Sigurgeirsdóttir.

Inviterede på insekt-risotto
Jessica Buhl-Nielsen havde en helt anden tilgang til insekter. Hun havde på ingen måde lyst til at spise dem, men havde ligesom Malena arbejdet i udlandet, nærmere bestemt Peru, og det var derfor lysten til at arbejde med bæredygtighed, der bragte de 27-årige kvinder sammen.
Malena Sigurgeirsdóttir inviterede den CBS-uddannede Jessica Buhl-Nielsen på en larve-risotto, og så forsvandt hendes skepsis for at spise insekter, selvom hun ifølge businesspartneren var meget udfordret til at begynde med.

”Da hun tog mod til sig, syntes hun jo faktisk, at det smagte virkelig godt. Hun fik godt nok også et glas hvidvin til, men den aften blev vi i hvert fald enige om, at vi skulle lave noget med spiselige insekter,” forklarer Malena.

Konfektagtige insekt-snacks blev en realitet
Og de to unge kvinder fik da også danskerne til at smage insekterne ved julemarkederne, hvilket gav dem blod på tanden til at starte en indsamling via online-indsamlingstjenesten, ”Kickstarter,” som gav dem 125.000 kr. til at starte for. Fødevarevirksomheden, ”Wholi,” var en realitet, og de to kvinder fik gang i udviklingen af de såkaldte ”daresquares”, som er konfektagtige insektsnacks med henholdsvis buffaloorme-mel og græshoppemel.

”Vi er nødt til at gøre det lækkert, det gjorde vi jo også med julekuglerne. Det er grænseoverskridende for mange, at sætte tænderne i noget, der er fremstillet med insektmel, men så har vi jo eksempelvis tilsat peanutbutter, som gør buffaloorme-snacksene virkelig lækre,” siger hun.

Og det har virket, at gøre de små ”daresquares” med insektmel til lækre smagfulde bidder. De sælges som ”delikatesse-slik” på højde med de velkendte ”Bülow-lakridser” i IRMA og Magasin, og den succes har fået pigerne i gang med udviklingen af den såkaldte ”buff-bar.”

En proteinbar, som rent faktisk indeholder protein, og som grundet insektmelet er både gluten og laktosefri. Og med 18% protein.

”Vi har fra 1. september fået vores barer ind i Fitnessworld, og det har været rigtigt vigtigt for os. Vores mål er selvfølgelig at lave en rentabel forretning, men den er bestemt også at få folk til at få øjnene op for de mange gode indvirkninger på heldbred og miljø, det har at spise insekter. Jeg har oplevet det på egen krop, og jeg vil så gerne have, at andre også får den samme oplevelse. Og så står vi altså overfor en fødevareudfordring på verdensplan, som insekterne kan være med til at løse. Så jeg og vi er glade for, at vi nu kommer ud til flere danskere gennem samarbejdet, for det er det, vi i sidste ende gerne vil. Lære folk at insekter faktisk er en virkelig fornuftig spise. For os som mennesker, men bestemt også for miljøet,” slutter Malena Sigurgeirsdóttir.

Hvis du selv vil prøve kræfter med den nye fødevaretype, kan du finde inspiration hos Wholi Foods. Her er bl.a. en opskrift på pebernødder med insekter.

Det begyndte med ”julekugler”
Malena Sigurgeirsdóttir har altid elsket at eksperimentere i køkkenet, og har lavet mad med insekter, siden hun kom hjem fra Tanzania for ni år siden.
Hun er vegetar, og havde i mange år problemer med et lavt blodtal. Men insekterne har vist sig at som en rigtig god måde at få den næring, hun har brug for på en kødfri diæt.

Så da de to nyslåede fødevareproducenter i 2016 første gang mødte omverdenen med deres produkter, var det havregrynskugler uden havregryn men med insektmel, som de med stor succes solgte på københavnske julemarkeder.
”Vi stod i Jessicas køkken og rullede og rullede de her julekugler, og det var så dejligt, at folk faktisk var interesserede i dem, når vi mødte dem på julemarkederne. Mange var selvfølgelig forbeholdne og lidt skeptiske, men folk var også nysgerrige og positivt overraskede, når de smagte vores insekt-julekugler,” siger hun.

Hvorfor skal vi til at spise insekter?
• 2 milliarder mennesker i verden spiser allerede insekter og har gjort det i mange år.
• Der er registreret mere end 1900 forskellige spiselige insekter på verdensplan, de mest udbredte er: Biller, kålorme, bier, hvepse og myrer.
• Insekter er meget miljø- og klimavenlige at producere. Insekter udleder færre drivhusgasser og ammoniak end kvæg og grise, og de kræver væsentlig mindre plads, vand og foder.
• Næringsmæssigt er insekterne fyldt med proteiner, vitaminer, fibre og mineraler.
• Melormes indehold af umættet omega-3 og fedtsyrer kan sammenlignes med fisk og er højere end hos kvæg og grise. Og så har melormene et protein-, vitamin- og mineralindhold lignende det i fisk og kød.

Kilder: Rapporten, Edible Insects, fra FAO (food and agriculture organization of the united nations)

LIGNENDE ARTIKLER