Fra udtjent til unik

Selvfølgelig

Fra udtjent til unik

En opvækst med en mormor og en mor, der syede om og reparerede, gav tidligt tøjdesigner, Victoria Ladefoged interesse for holdbart design. I dag fremstiller Victoria Ladefoged på niende år skræddersyet tøj af De Forenede Dampvaskeriers kasserede tekstiler og rammer dermed ned i et af tidens største temaer indenfor mode og design – nemlig genanvendelse af tekstiler

Bryder gerne med normerne

Idealerne om lang holdbarhed og en stor kærlighed for slidstærke bomuldstekstiler førte for ni år siden til en aftale om at aftage DFDs kasserede tekstiler, og siden har Victoria Ladefoged givet nyt liv til frasorterede dynebetræk, kokkeforklæder, hospitalskitler og viskestykker.

Tekstilerne kan ikke længere bruges til DFDs kunder, når det får svære pletter, store huller, flænger eller andet, som ikke kan repareres i vaskeriets systuer. Men Victoria Ladefoged arbejder udenom fejlene i tekstilerne eller bruger dem aktivt i sit design. Hun har nemlig ikke noget imod at bryde med normerne.

De første tekstiler hun fik mellem hænderne, var DFDs kendetegn, de ternede viskestykker.

”Der var noget over de viskestykker. Jeg har altid haft lyst til at bryde med normerne, og det at koble designverdenen med noget så hverdagsagtigt og nede på jorden som et ternet viskestykke, det syntes jeg virkelig var spændende og dejligt provokerende på en måde,” siger hun.

Vasketøjet hænger overalt i den lille, hyggelige kælderbutik i Skindergade i det Indre København. Det er dog svært at kende de dynebetræk, kitler og kokkejakker, som DFD, De Forenede Dampvaskerier årligt sender mere end 200 millioner ud fra sine 13 vaskerier fordelt over hele landet.

Victoria Ladefoged har forvandlet de udtjente stoffer til smukke, skulpturelle kjoler i støvede grå og blå nuancer, en grå og blå børnekollektion samt lækre herreskjorter i gode kvaliteter, og kun historien fortæller, at tøjet tidligere har tjent et godt liv på landets plejehjem, hospitaler og restauranter

De fine klædestykker rammer tidsånden perfekt med tanker om bæredygtighed og genbrug, men for Victoria Ladefoged har genbrug altid været et tema. Hun er, som de fleste i sin generation, vokset op med arvetøj, lapper på knæene og hjemmesyet tøj af stof, der tidligere havde haft et andet formål.

”Min mormor syede blandt andet det smukkeste tøj ud af de gamle, grønne velourgardiner. Hun var rigtigt god til at se kvaliteten i genbrug, og det har klart inspireret mig. Hvordan får man ting til at kunne holde, og hvordan får vi en længere livscyklus for alle de gode tekstiler, vi i forvejen omgiver os med,” siger Victoria Ladefoged, som er uddannet fra designskolen i Kolding.

BOMULD

Bomuld er et tekstil fremstillet af frø- ulden fra ere arter af Bomuld-slæg- ten. Den i dag mest brugte art er den oprindeligt mexikanske plante Gossy- pium hirsutum der bruges til produktionen af tøj.

LIGNENDE ARTIKLER